Bevidst arbejde og fokus på samarbejde i personalegruppen skaber en positiv og anerkendende kultur blandt børn, unge og voksne i Fritids- og Ungdomsklubben Holmstrup Mark. Inkluderende fællesskaber og ordet ”ja” er nøgleord i pædagogikken.
Af Eva Tverskov
Der grines og nikkes rundt om bordet, hvor personalegruppen har bænket sig med kaffe og morgenbrød. Souschefen Tor Fjellstad har lige fortalt, hvor vildt fedt det var for Martin at have tre timer med klatring i skoven. Tænk at være så heldig at have to pædagoger helt for sig selv i så lang tid. Det skete for Martin, som var den eneste af 15 børn, der mødte op i går for at tage med i skoven. Mens den gode historie bundfælder sig, rettes opmærksomheden mod at koordinere dagen og få reflekteret, så alle er godt orienterede og fulde af positiv energi til dagens samvær i Fritids- og Ungdomsklubben Holmstrup Mark i det vestlige Århus.
Klubbens personale samles en time hver dag klokken 11. Sådan har det været i flere år. Mødet er klubbens hjerte. Det er her klubbens værdier, det kollegiale samarbejde med fokus på ressourcer og muligheder og anerkendende tilgang til hinanden og de unge hver dag friskes op.
”Vi ved at læring og udvikling for både børn, unge og voksne er afhængig af, hvor godt vi trives, altså hvor trygge og tillidsfulde vi føler os i fællesskabet. Vi bruger derfor 11-mødet til at reflektere over det vi laver og til at skabe det personalesamarbejde, som er fundamentet for pædagogikken,” siger klubbens leder Carsten Hildebrandt.
”Vi ved hvor let det er at falde i og tale problemer hele tiden – det sker igen og igen, når det socialpædagogiske arbejde foregår et sted med mange problemer. Derfor øver vi os hele tiden i at skabe en positiv energi og tvinge os til at se, hvad der var godt i går. 11-mødet starter altid med en god historie. Vi arbejder ud fra den hypotese, at vi er og bliver vores sprog. Når vi benævner det positive, bliver vi positive, og det vi har fokus på, er også det, som bliver i bevidstheden,” forklarer Carsten Hildebrandt.
”Psykologisk har det den effekt, at vi oplever, vi kan noget. Og når vi så får et nyt problem, tror vi på, vi kan løse opgaven,” supplerer klubpædagog og vejleder Anita Frichot.
Rollemodeller
Personalegruppen kappes om at sætte ord på det, de forsøger at skabe sammen: En kultur. Et fællesskab. Begreber som normalt er så selvfølgelige, at man slet ikke taler om det. Men i klubben på Holmstrup Mark taler de om det hver dag for at holde sig vågne og blive mere bevidste om, hvad det er, de skaber sammen.
Det fællesskab, den kultur smitter af på de unge:
”De ser det fællesskab, vi har. De kan mærke, vi har det godt med hinanden. Stemningen i huset gør, at de kan lide at være her. Det bider sig selv i halen,” siger Jimmie Tagersen. Han er uddannet folkeskolelærer og har det sidste år været lærer i klubbens skole for skoletrætte unge.
”Vi ser os selv som rollemodeller, ikke som perfekte overmennesker, men som mennesker af kød og blod. Autentiske mennesker, som begår fejl og som tillader hinanden at begå fejl. Vi er ikke blege for at sige undskyld, hvis vi har dummet os,” siger Carsten Hildebrandt.
”Ja, og vi er også rollemodeller, fordi vi går med i aktiviteterne. Vi cykler, løber, spiller fodbold, klatrer – vi deltager aktivt ved alle møder med de unge. Såkaldte kaffe-pædagoger eksisterer ikke her,” siger Tor Fjellstad.
”Ja, og vi skal ikke undervurdere den hal vi har. De unge brænder en masse energi af i den og er sammen med nogle voksne som er med til at lede og styre og vise, hvordan man har det godt sammen,” supplerer pædagog Lykke Dollerup.
Flokkes om at komme med
Klubben er en blandet gruppe børn og unge fra Skjoldhøjparkens villakvarter, det sociale boligbyggeri i området og unge fra Bispehaven og Gellerup. 140 medlemmer hvor 18 har et handicap af mere eller mindre udtalt grad. En bruger kørestol, og klubben har en overvægt af drenge i aldersgruppen over 14 år. Derudover hænger 20-25 unge mellem 17-19 år ud i klubben om aftenen. Personalet tæller 11 fuldtidsansatte, to flexjobbere og to ungarbejdere.
Det er en klub med traditioner. De tager en uge på sommerlejr hvert år, står på ski i Norge i vinterferien og bruger en weekend til at tage på fodboldturnering. Både børn og voksne flokkes om at få lov til at komme med. Flere af klubbens medlemmer bliver et ekstra år eller to i klubben – bare for at få lov til at komme med på skituren. Selv de voksne med små børn derhjemme vil nødigt undvære turen til Norge.
”Børn og voksne lærer virkelig hinanden af kende på den tur. Vi ser sider af hinanden som ikke kommer frem i hverdagen. Turen skaber en slags familietilknytning. Norge er en investering i klubbens liv, som slet ikke kan gøres op i penge,” siger Carsten Hildebrandt.
Og pædagog Tina Guld uddyber:
”Vi har mange unge i klubben som fungerer her, men som har mange konflikter i de andre arenaer, de kommer i, og hvor de bliver smidt ud den ene gang efter den anden. Vi har siddet til netværksmøder i samarbejdet med skolerne i området og har mange gange ikke kunnet genkende det problembillede som tegnes af de unge. Der sker noget i vores hus, noget falder til ro, noget bliver minimeret.”
”Det hænger også sammen med ledelsen,” kommer det fra pædagog Lykke Dollerup.
”At de siger ja. At de tager os med på råd. At de lytter. At de er visionære og åbne overfor gode argumenter, hvis der er noget, man gerne vil prøve af. Det giver ansvarsfølelse. Det giver lyst og energi at blive hørt. Det gælder os. Og det gælder de unge.”
Fællesskaber
Den indgang til livet og måde at være i verden på gennemsyrer pædagogikken med at rumme, inkludere og anerkende. Klubbens mange aktiviteter skaber forskellige fællesskaber, som gør det muligt at arbejde narrativt. Det betyder, at når et barn fortæller en dårlig historie om sig selv, leder man efter barnets ressourcer og viser det, at der findes andre versioner af barnet, af verden og af det barnet ser. På den måde skabes nogle bredere historier, hvor barnet opbygger nye historier om sig selv der giver mere perspektiv, livsbane og forløb.
”I et fællesskab opdager vi fx at lille Gustav er god til at undervise andre i at køre Cross. Og så kan det godt være, han ikke kan læse og trives dårligt i skolen. Men lige her har han noget – en ressource som modbeviser de negative ting,” forklarer Carsten Hildebrandt.
”Eller fodboldbanen. Vi har haft masser af unge som aldrig turde spille fodbold i skolen med hele det sæt op med at blive valgt ind på et hold, og læreren som står og pifter. Hos os går vi ind og spiller med, fx to voksne på samme hold med tre drenge som aldrig har spillet før, og så arbejder vi mentalt og siger: ved I hvad, vi kan godt, vi banker dem. Det giver succesoplevelser. Sådan gør vi i alle fællesskaberne. Det er den måde vi arbejder med de udsatte unge – ved at skabe inkluderende fællesskaber.
Svaret er stort set altid ja
I lokalområdet har klubben det ry at være stedet, hvor folk går på diplom. Fire i personalegruppen er da også enten i gang eller netop færdige med en diplomuddannelse, og en er ved at tage uddannelsen som ungdomspædagog.
”Jeg kom her som studerende i 2006 og blev overrasket over to ting. Dels det enorme engagement i de unge, dels den høje faglighed i personalegruppen. Det var vildt attraktivt, og jeg er glad for, at jeg i sommeren 2010 blev ansat som vejleder. Engagementet, den store faglighed og holdningen: ”kan det komme de unge til gavn, gør vi det,” gør stedet her til en attraktiv arbejdsplads, siger Anita Frichot.
Efteruddannelse prioriterer klubben højt, og det er ikke noget problem at få personalekabalen til at gå op, når en eller flere er væk på kursus. Igen er det synsvinklen, holdningen og sproget som hindrer, at personalegruppen ryger ind i en negativ spiral. I stedet for at tænke ”puha, det bliver hårdt i dag, når vi kun er fire på arbejde”, øver personalet sig i at tænke på den fantastiske investering, de er i gang med, at klubben får så meget igen, hver gang nogen er i skole. Perspektivet er større end nu og her, og så længe man ved hvorfor en er væk, får man dagen til at hænge sammen uden besvær. Klubben bruger sjældent vikarer, for de vil hellere bruge pengene til efteruddannelse og projekter for de unge.
De sidste par år har klubben været den institution i området med lavest sygefravær. Medarbejdere og ledelse mener det skyldes den herskende ja-kultur. Når en ringer om morgenen og spørger: er det ok, jeg bliver hjemme i dag, jeg trænger til en pause? Er svaret stort set altid ja.
”Vi siger ja, for hvis nogen spørger, er det fordi det er vigtigt. Vigtigere end at være på arbejde. På 11-mødet fortæller jeg, at Jacob har fri i dag for sådan og sådan… Når man ved hvorfor, er der ingen som mukker,” siger souschef Tor Fjellstad.
Eva Tverskov,
Husumvej 107B,
2700 Brønshøj.
Telefon 40 92 96 93,