Caminoen – vejen forandrer den gående

Hvad driver flere og flere mennesker til at gå verdens ældste pilgrimsrute i NordSpanien? Og hvad får de ud af det? I 2011 rundede tallet 183.000. Næsten en fordobling på fem år. Eva Tverskov var en af dem.

Af Eva Tverskov

Stilhed

Kun lyden af fugle, vind, regn og mig. Den ene støvle knirker, åndedrættet er dybt og indimellem lidt forpustet.  Stilheden er sindet, når tankerne ikke længere går på vandring, men sætter i stå. Jeg er blot en organisme i bevægelse. Jeg er.

Stilhed og lykke. At blive fyldt af taknemlighed når rygsækken spændes om morgenen, og en ny dags vandring begynder. Tænk at være så heldig og privilegeret at kunne give sig selv 40 dage til intet andet end væren.

Caminoens stier snor sig op og ned gennem bjergene. Gennem vinmarker i Navarra, Rioja og el Bierzo. Midtvejs den flade højslette mellem Burgos og Leon. Og endnu længere fremme går ruten gennem eucalyptusskove i Galicien og videre til Santiago de Compostela i det nordvestlige hjørne af Spanien.

Stilhed er lyden af kobjælder og den evindelige underlægning af hunde, som gør. Det er violer i skovbunden, lysegrønne træer og en fugtig skovsti, som er vidunderlig blød af gå på i forhold til de mange stier af skærve og rullesten.

Langsomhed

Som en skildpadde med sit hus på ryggen. Rygsækken vejer 6 kg inklusive vand. Skridt for skridt vandrer man og behøver hverken kort eller viden. De gule pile malet på fortov, kantsten, husfacader, vejskilte og sten langs vejen viser vej gennem landskaber og storbyer til verdens ende i vest.

Langsomhed er mudderskrænter i regn, som kræver koncentration: hvor kan foden få sikkert fodfæste så man undgår mudder helt ned i støvlerne?

Skridt for skridt går skildpadden de 853 km vestpå til havet ved Costa del Morte.

De nyeste tal fra pilgrimskontoret i Santiago viser at 183.366 mennesker gik på Caminoen i 2011 – I 2006 rundede tallet 100.000. Altså en stigning på 83 % på fem år. Men hvad er det, de moderne pilgrimme søger? Nogle går for at møde Gud. Andre angiver en konkret begivenhed som årsag til vandringen, fx skilsmisse, dødsfald, sygdom. Langt de fleste søger pausen i en stresset hverdag, overvejer at skifte job og længes efter mere nærvær i livet. I langsomheden falder man til ro, søger ind i sig selv og finder tilbage til sin natur. Man lærer sig selv at kende på ny.

Enkelhed

At mærke en impuls, få en tanke som virker let at føre ud i livet, selvom man ikke har gjort noget lignende før. Fx mærke en impuls til fællesskab med en anden pilgrim. Det er enkelt at række ud: Jeg kunne godt tænke mig … Kan du?

Livet er enkelt og ukompliceret, når man mærker, hvad man har lyst til og handler.

Enkle indre bevægelser er at slå følge med en anden vandrer i nogle timer og tale om det, som betyder noget her og nu og i ens liv. I dag talte jeg fx fuldstændig ubesværet engelsk i flere timer og førte en intens og dyb samtale på trods af at jeg i årevis har kæftet op om, at jeg altså ikke kan tale engelsk. Men det kan jeg. Bedre end jeg troede.

Enkelt er også at komme frem til et refugium og få tildelt en køje, som er ens hjem til næste morgen. Soveposen rulles ud, tøj vaskes, og bruseren skyller kroppen ren for støv og sved. Måske et hvil inden man går ud og ser det sted, man er ankommet til. I går talte jeg 20 ynglende storkepar på toppen af byens lygtepæle. I nat skal jeg sove i kirkens tårn – lige under klokkerne.

Fællesskab

Måske spiser man en pilgrimsmenu med nogle af de andre vandrere og tilbringer et par timer i intens fortrolighed, hvor dagens oplevelser, tanker og følelser deles. Når man møder de mennesker på vejen igen nogle dage senere, er der ofte stor gensynsglæde. Ola. Store smil. Vi er vidner til hinandens vandring, og det skaber fællesskab.

Fællesskab er at låne sin stav til en som humper på sårede fødder. Gavmildt dele ud af plaster og gode råd om måder at komme ned af et bjerg for at skåne de sarte knæ mest muligt.

Fællesskab er også at gå til messe i kirken og blive velsignet af en oldgammel næsten skindød pater. At fælde en tåre af rørthed over at stå 10-15 udlændinge som ikke kan spansk og høre oldingen velsigne os på otte sprog.

Bekymringsløshed

At opdage, mærke og vide at alting er, som det skal være. Alt sker, som det skal til rette tid. Fx når man går efter et mindre refugium i en lille by, som viser sig at være lukket for vinteren. Alligevel finder man en seng. Eller når man løber tør for vand og kun lige når at tænke pokkers før en fuente – en brønd dukker op.

Sådan er livet på Caminoen. Ingen grund til at bekymre sig.

 

 

 

Frihed

 

Frihed til hele tiden at mærke sine impulser og måske, måske ikke føre dem ud i livet og tilfredsstille dem. Her er ingen hverdag med snævre bånd og forpligtelser, som kan hindre en i at dække behovene, når de kommer. Her er hverdagen nuet.

Det giver en dyb, dyb fred indeni.

 

 

 

Væren

Caminoen er også dage hvor den eneste tanke er: “Hvad laver jeg her?” “Hvad var det, jeg ville?”

Forleden var blæsten stiv kuling. Ikke et eneste sted med læ. Kun flade græsmarker og grusvej, grusvej, grusvej.  Regnen pisker ind i ansigtet og vinden får regnslaget til at blafre i alle retninger. Våd, kold og klam. Jeg drypper. Jeg fryser. Hundefryser. Hvad laver jeg dog her? Jeg vil hjem.

To timer senere holder regnen en pause, og den kraftige vind tørrer det sjaskvåde tøj. Humøret vender som på tælling. Jeg skal ikke hjem. Jeg skal ikke noget andet end at være og gå her.

Nogle dage er Caminoen et helvede. Fx når ruten følger en stærkt befærdet vej. Personbiler, kassevogne, lastvogne og tankvogne drøner forbi. Larmen er ulidelig. Bilos og stank er til at blive sur over, og en dag råber jeg: “fuck jer” så højt jeg kan efter de forbandede motorkøretøjer. Negativitet fylder sindet indtil jeg skifter fokus fra larm og støj. Fokuserer på min krop. Forestiller mig at jeg er gennemsigtig. Lader biler, os og larm drøne lige igennem mig. Går og morer mig over det. Bliver i godt humør af at være gennemsigtig.

En cyklus

Caminoen er en vandring fra fødsel til død, har jeg læst et sted. Måske er det sandt? De første dage, uge(r) var jeg helt ustyrlig af indtryk og oplevelser. I dag er jeg halvvejs på vandringen og de sidste dage har været ret trivielle med vandring af alenlange snorlige grusveje, hvor småsten generer i støvlerne.

Måske er der en cyklus over tiden på Caminoen? På samme måde som jeg oplevede, da jeg i sin tid arrangerede efteruddannelseskurser af en uges varighed. Det var vigtigt at sørge for noget særligt til kursisterne onsdag aften. De første to dage er alle glade, men sidst på dag tre begynder man at evaluere, for nu skal man snart hjem. Onsdag aften er point of no return. Kursisterne skal have en saltvandindsprøjtning så de tænker, “hvor er det godt, der er hele to dage tilbage”.

Cyklussen findes også på Caminoen. Jeg er nået til ”onsdag” her midtvejs på ruten. Halvdelen af kilometerne er vandret, og det føles som om jeg går gennem porten ind til sidste del af livet – ruten.

En tysker og en englænder jeg talte med i går, booker sig ind på et hotel i nat, går i byen og giver den hele armen. Måske er det deres måde at komme gennem onsdagskrisen? Bo på hotel. På refugierne skal man nemlig ligge i sin seng senest kl. 22.00 – ellers bliver man låst ude.

Bendedikter-ordenens refugium bliver mit hjem i nat. Nonnerne arrangerer aftenmesse med sang for pilgrimmene. Måske bliver det min onsdags højdepunkt?

Ømme fødder

Det er mærkeligt at de færreste tager sko og strømper af og giver fødderne luft, når de holder pause. Jeg har spurgt mig lidt for hos pilgrimmene, og det viser sig, at os der smider sko og strømper, døjer mindst med skader – som især er vabler, små og store og flere oveni hinanden. Rigtig mange er generet af det. De halter af sted på plaster, compeet, gazebind, sytråde gennem vablerne, elastikbind og andre mærkelige anordninger for at beskytte de sårede fødder.

En dag gik jeg med en præst fra København. Han udledte fire visdomme fra sin vandring.

  1. Smerte er uundgåelig. Smerte er en del af livet og Caminoen.
  2. Gør ikke noget i dag, som du ikke kan i morgen. Med andre ord: sig stop i tide. Hellere 25 km i dag end 40 km som får dig til at ligge brak i morgen.
  3. Forberedelse letter turen. Gå fx nye støvler til og træn benene op inden turen.
  4. Engle findes. Kig dig omkring – de er her.

 

Engle

 Et par gange har jeg gået lidt for langt og følt mig træt, meget træt når jeg nåede frem: En dag var målet en hyggelig by, men refugiet var fyldt. Jeg måtte videre 6,5 km. Og det er langt, når man er træt.

Heldigvis dukker en engel op: En ung tysker som er i samme situation. Vi slår følge. De næste seks kilometer beriges Caminoen af hans livshistorie og drømmen om at blive katolsk præst. Maria-Søstrenes kloster i den næste by er ren luksus: Ingen køjesenge, kun 10-12 personer på hvert værelse og masser af varmt vand i bruserne.

 

 

Buen Camino

Jo nærmere man kommer Santiago, jo mere ligegyldighed i lokalbefolkningen. At få en landsby til at stå på pinde for at åbne et ellers vinterlukket refugium, som det skete for mig, sker næppe på den sidste halvdel af ruten. Tæt på målet er vi så mange med rygsække, at vi ikke er noget særligt. Vi bliver flere og flere, for du skal kun gå de sidste 100 km for at få et pilgrimsbevis, blive nævnt ved messen i katedralen i Santiago og opnå syndsforladelse. De første 500 km sagde langt de fleste lokale ”Buen Camino” med smil og vink – sådan er det ikke længere.

I går var jeg først fremme halv syv om aftenen, og det betød at sovesalen var stuvende fuld. Jeg fik den sidste overkøje. Mennesker stuvet sammen i køjesenge som kun har 50 cm afstand mellem sig. Man kan dårligt stå mellem sengene eller have sin rygsæk. Den må op i køjen. Jeg var grædefærdig og følte mig som en burhøne. I dag sover jeg på et privat herberg. Det er dyrere, men der er hele 70 cm mellem køjesengene.

 

Munkemøde

En dag gik jeg en omvej på 10 km fordi det rygtedes at munke hver aften synger for pilgrimmene på klosteret i Samos. Jeg går raskt til og er fremme så der er tid til at se klosteret. Sikke en oplevelse: Ved en af portene i muren hænger et reb. Jeg trækker i det, og en klokke bimler på den anden side af muren Efter et godt stykke tid åbner en munk porten. Jeg smiler og bliver lukket ind i klosterhaven.  Munken følger mig og aer og klemmer mine arme. Han lægger panden mod min pande, kigger mig i øjnene, taler og ler. Det er vildt charmerende og rørende. To mennesker som kun har kropssprog og mimik at gøre godt med.

 

 

 

 

 

Nedtællingen er begyndt

Hele vejen fra nu af står store sten langs vejen og bekendtgør: 147 km til Santiago, 146,5 km til Santiago, 146 km til Santiago, 145,5 km til Santiago. Sådan bliver det ved. Rundede 100 km-stenen i dag.

Når jeg får øje på tallene gør jeg mig gennemsigtig og lader dem suse igennem mig. Jeg er blevet ret god til at gøre mig gennemsigtig. Fx ligger jeg vågen flere timer mange nætter og lader snorken og prutter og suk og mareridt og knirkende senge og listende fødder på vej til toilettet fare igennem mig. Det er lyde som ikke har noget med mig at gøre. Jeg ligger i mine egne drømme og tanker.

 

Santiago de Compostela

At vandre 800 km og nå frem til katolikkernes mål, giver en klump i halsen, da jeg står udenfor den store katedral og flere hundrede mennesker i nationaldragter og folkedragter holder hinanden i hånden. Der spilles sækkepibe og danses kædedans. Det viser sig at Katedralen har fødselsdag. Den fylder 800 år i år.

Indenfor i Katedralen synger en nonne højt og rent og digerer de besøgende til at synge med. Præsten nævner, at der er kommet pilgrimme til byen i dag… “og fra Roncevalles er kommet én fra Danmark…” Når alle er råbt op, synger og digerer nonnen videre.

 

 

Varig forandring

 Caminoen giver tid til at iagttage sig selv, reflektere og lægge mærke til ændringer i ens indre og ydre adfærd.  Bl.a.:

  1. Det er let for mig at spørge andre pilgrimme om de vil spise med, hvis jeg organiserer noget mad. Jeg der ellers hverken er god til at lave mad, finde på retter og købe den rette mængde ind. MEN det har været overraskende let, naturligt og også hyggeligt at tage disse initiativer og skabe fællesskab.
  2. Min angst for hunde findes ikke mere. Spanien er fuld af voldsomt mange løsgående hunde. De to første gange jeg mødte gøende løsgående hunde, sad hjertet oppe i halsen. Angsten er væk nu. Tak til Kirsten som lærte mig: a) undlad at kigge hunden ind i øjnene – det virker truende b) slik dig om munden – så den kan se, du er venligt stemt c) gå roligt forbi den. Den metode følger jeg automatisk nu – uden panik. Har endda lært andre hundeangste pilgrimme teknikken. Og den virker.
  3.  Jeg lider ikke længere af manglende retningssans og orienteringsevne. Jeg bevæger mig tillidsfuldt ud i storbyerne uden kort og kan på ingen tid finde tilbage til refugiet. Tidligere må angsten for at fare vild have fyldt så meget, at jeg mistede evnen til at sanse hvor jeg var. På turen har jeg lagt mærke til en selvfølgelighed jeg har indeni: selvfølgelig finder jeg ruten, selvfølgelig finder jeg herberget osv. Angsten er væk.
  4.  Jeg er ingen ørn til sprog – heller ikke engelsk, men jeg kan gøre mig forståeligt og føre en nogenlunde kvalificeret samtale. Det er ret stort at opdage. Undervejs har jeg talt med pilgrimme fra 26 forskellige nationer.
  5. Og så har jeg lært at gøre mig gennemsigtig og lade negative tanker og negative energier suse igennem mig. Rigtig praktisk. Føler jeg er blevet et endnu mere positivt menneske.

Skildpadden er nået til havet

Vildt at gå oppe i bjergene og pludselig se havet. Vejen slynger sig ned og ned. Kysten følges 10 km frem til byen Muxia hvor jeg overnatter inden turen går videre til Fisterre – byen ved verdens ende.

I gamle dage gik pilgrimme til havet og hvilede ud inden de gik hjem igen. Jeg nøjes med at gå de 100 km tilbage til Santiago. Skildpadden har dermed vandret 1000 km fra 14. marts til 16. april 2011.

 

Det siges at El Camino forandrer den gående for altid – jeg tror det er sandt.

Læs mere om pilgrimsvandringer